Christianslysts historie

Christianslyst har en historie, som menes at føre tilbage til Kong Christian d. 7. Lederboligen bærer på gavlen kongens monogram og årstallet 1787. Christianslyst, Lejrskole og Kursuscenter, er i sin nuværende form bygget i 1969 og er løbende blevet renoveret.

 Christianslyst Hovedbygning

Overleveringen fortæller, at huset oprindeligt har tjent som kongelig jagthytte med dertilhørende fornøjelser. Christianslyst er beliggende på den smukke halvø Angel i Sydslesvig, ca. 50 km fra den dansk-tyske grænse.

Christianslyst er hjemmehørende i den lille landkommune Nottfeld, med skove og marker lige uden for døren. Den nærmeste by er Süderbrarup/Sønderbrarup med ca. 5000 indbyggere.

Christianslyst har 140 sengepladser, fordelt på 1,2,4 og 6 mandsværelser, alle med eget bad og toilet.

Christianslyst er både lejrskole og kursuscenter, men er også velegnet til mange andre formål, såsom korweekender, yoga-retreat og lign. Centret er indrettet med gode udfoldelsesmuligheder for alle generationer.

Dansk Skoleforening for Sydslesvig står bag driften af Christianslyst.

Skoleforeningen driver 43 danske skoler og 58 daginstitutioner i Sydslesvig. Eleverne i de 43 danske skoler i Sydslesvig undervises samlet til og med 6. skoleår, hvorefter de samles i fællesskoler i Læk, Egernførde, Slesvig, Husum og Sønder Brarup samt i fire flensborgske fællesskoler. Efter 10. skoleår kan eleverne fortsætte på et af de to danske gymnasier i Flensborg eller Slesvig.

Ud over skoler og børnehaver driver Skoleforeningen voksenundervisning (Dansk Voksenundervisning i Sydslesvig), en dansk efterskole i Ladelund (Ladelund Ungdomsskole), en højskole i Flensborg (Jaruplund Højskole) samt lejrskolen Vesterled på Holmsland Klit, lejrskolen Rendbjerg nær Gråsten, Hjerpsted Feriekoloni i Højer samt Ungdomskollegiet i Flensborg - og pr. 1.1.2020 også Christianslyst.